De sidste par år har budt på en sand perlerække af vedkommende og spektakulære ungdomsromaner. På kursusdagen ridses tendenser op, titler præsenteres, og du får bud på, hvordan det hele kan indgå i undervisningen, så alle elever bidrager og engageres i arbejdet … MEN:
Glem klassiske analyseskemaer, beretter- og alle mulige andre modeller. Her handler det om at OPLEVE, UDFORSKE, TÆNKE, GÅ I DIALOG og SKABE.
Du får konkrete ideer til, hvordan du kan bringe ungdomslitteraturen ind i klassen på måder, der tænder elevernes nysgerrighed og skaber rum for leg, refleksion og kreativ udfoldelse som led i deres undersøgelse og fortolkning af moderne værker.
Vi kommer både omkring rent tekstbaserede romaner, de multimodale ungdomsromaner, der blander verbaltekst og billeder på alternative måder og også den korte fortælling. I forbindelse med sidstnævnte ser vi bl.a. på, hvordan en række moderne forfattere har ladet sig inspirere af H.C. Andersen på vidt forskellig vis; fx ved at udfolde nutidige, aktuelle temaer med tydelig reference til den gamle eventyrdigter.